Af Frank Dahlgaard, redaktør, cand. polit., fhv. MF
5. juni 2005
Skal man tro aviser og TV-stationer, er Europa i krise efter det franske og hollandske nej til EU-forfatningen. Dyb krise endda. Men er det nu også tilfældet? Er der døde og sårede? Er Europa blevet ramt af et jordskælv eller af en tsunami? Nej, Europa har været udsat for et par folkeafstemninger, som gik de herskende regeringer imod. Det er ikke krise, heller ikke politisk krise. Det er demokrati!
I en række EU-lande, herunder i Danmark, skal vidtgående beslutninger bringes ud til folkeafstemning, hvis der ikke er et meget stort flertal bag i parlamentet. Andre lande kan vælge at udskrive vejledende folkeafstemninger, sådan som det er sket i Frankrig og Holland. Meningen med disse folkeafstemninger er netop at få en folkelig prøvelse af et vigtigt forslag, som f.eks. en fælles EU-forfatning. I Frankrig og Holland viste denne prøvelse, at et klart flertal i befolkningerne ikke ønsker politikernes EU-forfatning. Er det dyb krise?
Nej. Det er det modsatte. Det er da netop godt, at det er blevet klart nu, at der i to af EU’s kernelande ikke er folkelig opbakning til EU-forfatningen. Det kan nogle selvfølgelig være skuffede over, men uden disse folkeafstemninger kunne situationen netop have udviklet sig til politisk krise. Så havde man bare kørt videre med en EU-union, der ikke er folkelig opbakning til. Hvor længe var dét gået godt? Den politiske krise er netop undgået med det franske og hollandske folks nej til forfatningen.
Men har de franske og hollandske vælgere da ikke misforstået det hele og stemt om helt andre ting, end om EU-forfatningen?
Ifølge alle de ”kloge” analytikeres opfattelse: Jo. Men altså kun dem, der stemte nej. De stemte ifølge de ”kloge” analytikere nej, fordi de er utilfredse med regeringen, fordi de ikke vil have Tyrkiet med i EU, fordi arbejdsløsheden er høj, fordi de føler sig snydt med store prisstigninger efter euroens indførelse (Holland), fordi de er bange for billig polsk arbejdskraft, fordi de bare er sure og utilfredse, osv., osv.
Det er da muligt. Det er også muligt, at hovedparten faktisk stemte om EU-forfatningen.
Men hvad så med ja-stemmerne? Stemte de alle sammen ja til forslaget om en unions-forfatning? Eller stemte de ja, fordi de er glade for regeringen, for euroen, for Tyrkiets optagelse i EU, og for alle mulige andre ting, som heller ikke direkte har noget med EU-forfatningen at gøre?
Det er da muligt. Der er givetvis også tåbelige begrundelser bag mange ja-stemmer.
Vil man grave ned i motiverne til, hvorfor der blev stemt nej, må man også undersøge begrundelserne til, hvorfor nogle stemte ja.
Man vil sandsynligvis kunne bortforklare lige så mange ja-stemmer som useriøse og misforståede, som man kan bortforklare nej-stemmer.
Det er en ufrugtbar og uværdig måde at reagere på resultatet af en folkeafstemning, der går én imod.
Skal man endelig tale om krise, kan der være tale om snakken i forbindelse med EU’s møntunion. Den blev jo indført mellem 12 lande uden at franskmænd, hollændere, tyskere eller andre vælgere i noget euroland blev spurgt. Og dér hvor vælgerne blev spurgt, nemlig i Danmark og Sverige, blev der stemt nej.
Med de aktuelle nej’er fra Frankrig og Holland stiller den internationale finansverden nu spørgsmål ved, om euro-møntunionen hviler på et løst grundlag. Forventningen har hidtil været mere union og flere fælles beslutninger.
EU-politikerne har jo understreget, at EU kun kan fungere, hvis der hele tiden sker en udvikling hen imod mere union med flere beslutninger truffet centralt i Bruxelles. F.eks. med tiden også en fælles finanspolitik i de 12 eurolande. Hvis udsigten hertil nu er forsvundet - og det er den vel - så er situationen forandret for møntunionen. Så kan en valutarisk krise være under opsejling. Den øjeblikkelige reaktion er markante fald i eurokursen.
Det kunne være undgået, hvis man på forhånd havde sikret sig folkelig opbakning til euro-projektet. Med folkeafstemninger. Hurra for dem.