Det er nu ti år siden, at vi i Danmark stemte nej til euroen. Var det en fornuftig beslutning?
Formentligt ja, set i lyset af, hvor tæt man i foråret var på et decideret sammenbrud i eurosystemet.
En truende statsbankerot i et relativt betydningsløst euroland - Grækenland - fik advarselslamperne til at blinke på de globale finansmarkeder.
Økonomer, samt globale investorer, begyndte åbenlyst at lufte den mulighed, at eurosystemet ikke vil overleve i sin nuværende form.
Især spekuleres der i den mulighed, at Tyskland forlader eurosystemet med henblik på at skabe en ny, tyskstyret valutaunion med en ny selvstændig valuta.
Et tysk exit anses nu for realistisk mulighed, der inddrages i de store finanshuses overvejelser, når der skal investeres. Bla. Goldman Sachs har siden 2003 opereret med dette risikoscenarie.
Baggrunden for forårets turbulens var bla., at en mindre gruppe lande - Spanien, Irland og Grækenland - havde sluppet tøjlerne i den økonomiske politik, så snart de blev medlemmer af euroen.
Resultatet var gigantiske statsunderskud, da finanskrisen ramte de overophedede lande. Men endnu værre: Stort set de samme lande havde i løbet af tiåret oplevet en katastrofal forringelse af konkurrenceevnen, blandt andet som følge af kraftigt stigende lønninger.
Konsekvenserne af dette kan ses på landenes betalingsbalanceunderskud, som er lige så fantasifuldt store som deres statsunderskud.
Tidligere - da landene havde deres egen valuta - kunne de devaluere sig til en forbedring af konkurrenceevnen. Den mulighed har de ikke nu, hvor de er medlem af euroen. Så er der kun den hårde vej tilbage: Løntilbageholdenhed, hvilket ikke er en vej, som er politisk gangbar i lande, hvor arbejdsmarkederne ikke er styret af ansvarlige arbejdsmarkedsparter og et effektivt kollektivt overenskomstsystem som det danske.
Den anden vej er kraftige finanspolitiske stramninger, som skaber en stigning i arbejdsløsheden, der kan lægge en dæmper på lønkravene.
Som nobelpristager Paul Krugman ganske præcist noterede i New York Times i februar, at hvis Spanien stadig havde sin gamle valuta, pesetaen, kunne man løse en del af problemerne med en hurtig devaluering.
Vil eurosystemet blive mere stabilt de kommende år?
Måske - især hvis man harmoniserer skatterne og opretter en fælles økonomisk regering efter fransk inspiration, så man fra centralt hold bedre kan styre økonomien i eurozonen.
Måske ikke - for jo flere lande, der deltager i klubben, jo større er sandsynligheden for, at landene udvikler sig forskelligt - og jo mere ustabil bliver hele eurozonen.
Det har vi tydeligt set med de aktuelle problemer i de såkaldte GISP-lande (Grækenland, Irland, Spanien, Portugal).
Jo flere eurolande, jo sværere er det nemlig for ECB at fastsætte en fælles rente, som tilgodeser den økonomiske udvikling i alle eurolande. ECB har allerede i det forløbne tiår haft problemer på denne front. Tyskland har i perioder haft behov for en lav rente, mens Spanien og Irland burde have haft en højere rente.
Bør Danmark deltage i eurosystemet, når der er så mange usikkerheder forbundet med hele eurozonens overlevelse? Eller bør vi vente og se tiden an de næste ti år, så vi er mere sikre på, om euroen er bæredygtig?
Svaret giver vist sig selv.