"Does the euro have a future?" "Can the euro survive"?
Disse to spørgsmål var i sidste uge temaet for en stor konference arrangeret af det anerkendte tidsskrift Economist.
Pudsigt er det, at arrangementet var placeret næsten præcist på ti-årsdagen for den danske afstemning om euroen.
Men det er også i sig selv ganske tankevækkende, at spørgsmålet overhovedet stilles. Og det var nærmest utænkeligt for blot et år siden.
Og endnu mere tankevækkende er det, at svaret ikke er et rungende 'ja, naturligvis' - men snarere et 'måske' eller et 'formentlig', efterfulgt af 'såfremt at der er politisk styrke blandt eurolandene til at tackle de skrøbeligheder, som er iboende eurosystemet'.
At Economist stiller spørgsmålet er netop et udtryk for, at det ikke er naturgivent, at euro-systemet overlever de kommende år. Man holder næppe en stort anlagt konference, hvis svaret på forhånd var klokkeklart givet.
Economist er nu ikke alene om denne skepsis. Mange økonomer er bekymrede over euroens overlevelsesmuligheder på længere sigt.
En undersøgelse blandt 25 britiske topøkonomer i juni i Sunday Telegraph viste, at halvdelen vurderede, at euroen ikke vil overleve i sin nuværende form.
Samme bekymring har Joachim Fels - topøkonom i Goldman Sachs - givet udtryk for.
Han luftede i foråret - da Grækenland-krisen var på sit højeste - den ikke usandsynlige mulighed, at Tyskland på sigt vil forlade euroen for at skabe sin egen lille valutaunion med en ny, revalueret valuta som omdrejningspunkt. I
Fels' optik var spørgsmålet ikke, om grækerne kunne blive tvunget til at forlade euroen med henblik en devaluering, som kunne rette op på den græske økonomi. Dette var netop de spekulationer, som var i omløb i foråret.
Næh, Fels' fandt det mere sandsynligt, at tyskerne forlader eurozonen og skaber deres egen valuta.
Fels afslørede ved den lejlighed, at Goldman Sachs siden 2003 har opereret med den mulighed, at eurosystemet brydes op efter en tysk exit.
Økonomer af så vidt forskellig økonomisk observans som Paul Krugman - nobelpristager i 2008 og keynesiansk orienteret - samt monetaristen Martin Feldstein har også stillet spørgsmålstegn ved eurosystemets levedygtighed.
Baggrunden for økonomernes (og Economists) tvivl omkring eurosystemets holdbarhed skyldes netop turbulensen omkring Grækenlands gældkrise, som i foråret var ved at få eurosystemet til at kollapse.
Generelt var statsfinanserne i de såkaldte GISP-lande (Grækenland, Irland, Spanien og Portugal) under voldsomt pres i efterdønningerne af finanskrisen. Krisen satte i den grad fokus på nogle af eurosystemets iboende svagheder.
At eurosystemet er skrøbeligt er imidlertid ikke så overraskende. Økonomer pegede allerede i slutningen af 1990'erne på de problemer, som den kommende eurozone kunne vente sig.
Blandt andet fremførtes de vanskeligheder, som den kommende centralbank ECB ville stå over for, når den skal fastsætte én, fælles rente, der skal passe til den økonomiske situation i alle eurolande.
Bekymringen har vist sig at være velbegrundet, når man ser på erfaringerne fra eurozonens første årti. Dette har bl.a. de økonomiske vismænd peget på.
Således har ECB's rente i perioder været for høj for Tyskland, som i flere år var ramt af lavvækst og derfor havde behov for en lav rente, der kunne sætte gang i forbrug og investeringer.
Omvendt var renten for lavt sat for lande som Irland og Spanien.
Den lave rente var medvirkende til, at irerne og spanierne kastede sig ud i et boligeventyr, som op til finanskrisen var en tikkende bombe under disse to landes økonomier.
Krisen satte blot ild til lunten.
Resultatet ser vi nu, hvor Irland og Spanien er i dyb krise.
En del af eurozonens problemer med GISP-landene kan altså tilbageføres til euroen, som gav disse lande mulighed for at låne til en for lav rente i 'egen' valuta.
Landene kunne have modvirket denne overophedning af deres økonomi ved at stramme finanspolitikken - men det har regeringerne ikke haft mandsmod til at gøre.
Det er altid svært at sælge budskabet om højere skatter og offentlige besparelser i en situation, hvor økonomien kører strygende. Resultatet er nu, at eurosystemet står med en række lande, som har så store statsunderskud, at det truer hele systemets eksistens.
Mens risikoen for store statsunderskud i fremtiden kan forebygges med øget centralisering og EU-kontrol med de enkelte landes finanslove, så er det straks vanskeligere med en anden systemfejl, som truer langtidsholdbarheden af eurosystemet.
Udover de uhørt store statsunderskud har GISP-landene nemlig underskud på betalingsbalancerne af lige så katastrofal karakter - bla. som følge af den manglende stramning af den økonomiske politik, som nævnes ovenfor.
Baggrunden for de store underskud er, at de enkelte eurolandes konkurrenceevne har udviklet sig vidt forskelligt på de kun godt 10 år, som euroen har eksisteret.
Tyskerne har eksempelvis i kraft af lave lønstigninger og forbedret produktivitet kunne holde lønomkostningerne nede. Resultatet ser vi nu, hvor tysk eksport har fart på og dermed trækker Tyskland ud af krisen.
Stigende lønninger har imidlertid medført en kraftig forværring af konkurrenceevnen i GISP-landene.
Landene har tidligere været i sådanne situationer. Men dengang havde de egen valuta og kunne devaluere sig til en forbedring af konkurrenceevnen. Det er slut nu med den slags snuptagsløsninger - og man står nu over for en årrække med finanspolitiske stramninger, som i kraft af øget arbejdsløshed lægger en dæmper på lønstigningerne.
Som Economist ganske præcist fremførte i sin annoncering af Euro-konferencen i sidste uge, så kan de nærmeste år blive de mest barske, som euroen overhovedet har stået overfor i sin korte levetid.
Selvom finansmarkederne på kort sigt har skånet grækerne for den ultimative ydmygelse - en statsbankerot - så er faren langt fra overstået.
I Danmark kan vi heldigvis stå på sidelinjen og nogenlunde afslappet betragte kampen for euroens overlevelse. Det bliver næppe noget smukt syn - især ikke, hvis man de kommende år udvider kredsen af eurolande og dermed øger risikoen for ustabilitet.
Her vil en ganske enkelt tommelfingerregel gælde: Jo flere eurolande, jo større risiko for at nogle lande ender op med uholdbare statsunderskud - og dermed græske tilstande.
Og jo flere lande, jo større sandsynlighed for, at landenes konkurrenceevne bevæger sig i hver sin retning. Og endelig: jo flere lande - jo vanskeligere er det for ECB at fastsætte en passende rente, som tilgodeser de enkelte landes konjunkturudvikling.
Da EU i 2009 fejrede tiåret for euroen fødsel var stemningen euforisk (eller rettere: euroforisk). Introduktionen af den nye valuta var gået rimelig smertefrit, og euroen tegnede til en succes. Finanskrisen ødelagde dette glansbillede og selv euroskeptikere blev overraskede over, hvor sårbart eurosystemet er.
Meget tyder på, at de værste forhindringer ligger forude efterhånden som eurozonen udvides de kommende år. Med mindre at man - efter fransk inspiration - opretter en fælles økonomisk regering, som har skatteharmonisering og stærk styring af de enkelte landes finanslove på dagordenen.
Man er allerede godt på vej i denne retning. Men er dette i dansk interesse - set i lyset af vores universelle skattefinansierede velfærdsmodel?