Andet ville også være mærkeligt.
Den danske krone og dansk økonomi har jo bestået prøven uden for euroen med glans, mens euroen og en række euro-landene i dag er ude i store vanskeligheder. Økonomer har de seneste måneder talt åbent om risikoen for et egentligt sammenbrud for euroen. Så hvorfor gå ombord i et euro-skib, som er ved at synke?
I debatten op til afstemningen for ti år siden gav euro-tilhængerne udtryk for, at kom vi med i euroen, så var vi med i et stort fællesskab, der ville sikre os mod de helt store ulykker.
I dag ved vi bedre. Fire euro-lande, nemlig Grækenland, Irland, Spanien og Portugal (de såkaldte GISP-lande) er på randen af statsbankerot og er tvunget til at underkaste sig en brutal hestekur: Nedsættelse af lønningerne, forhøjelse af skatter og afgifter, højere pensionsalder og store offentlige besparelser. Alt sammen på en gang. Det er EU's (læs Tysklands) betingelse for at hjælpe GISP-landene med lån. Selv kan de nemlig ikke mere låne på de frie kapitalmarkeder til renter, de kan betale. Resultatet af den påtvungne hestekur er, at den i forvejen høje arbejdsløshed i GISP-landene stiger yderligere. Det er et økonomisk mareridt.
Det er det også for Tyskland og de andre euro-lande med orden i økonomien. For klarer GISP-landene ikke at gennemføre hestekuren, ja, så er disse lande på vej mod statsbankerot, og så kan tilliden til euroen forsvinde og hele euro-systemet kollapse.
Ved at gå ind i euroen afskriver man sig fra at benytte den økonomiske nødbremse, som en devaluering er. I dag har GISP-landene lige præcis brug for denne nødbremse, som med et snuptag kunne genskabe deres ødelagte konkurrenceevne. Det kræver imidlertid, at man har sine egne penge, men det har de jo ikke mere. De har euroen, som er fælles med i alt 16 EU-lande.
Samtlige GISP-landes hovedproblem er, at deres priser og lønninger gennem de sidste ti år er steget omkring dobbelt så meget som priserne i de stærke euro-lande, f.eks. Tyskland. Resultat: GISP-landene har fået enorme handelsunderskud over for udlandet og en høj arbejdsløshed. En stor devaluering kunne løse begge problemer samtidig på relativ kort tid, men denne mulighed har euro-lande ikke.
Men kan de mange arbejdsløse grækere, spaniere og portugisere så ikke bare flytte til Tyskland eller andre stærke euro-lande og få arbejde der?
Nej, for de kan typisk ikke tysk eller andre sprog. Det er den afgørende forskel på den europæiske valutaunion og den amerikanske. Når den fælles dollar i USA's 50 stater er en succes, er det bl.a. fordi man i USA har et fælles sprog og dermed også et fælles arbejdsmarked. Er arbejdsløsheden høj i nogle af de amerikanske stater, flytter folk bare til andre stater, hvor der er arbejde at få. Dette sker ofte og uden de store problemer.
USA er dét, nationaløkonomer kalder for "et optimalt valutaområde". Det er euro-landene ikke, fordi der af sproglige grunde ikke er fælles arbejdsmarked. Folk i EU kan ikke flytte efter jobbene. GISP-landenes befolkninger sidder altså fast i euro-saksen. De kan ikke devaluere, og de kan heller ikke få arbejde i andre lande.
Når tilliden til euroen er vaklende, skyldes det også, at de aftalte spilleregler ikke overholdes, f.eks. reglerne i den såkaldte Vækst- og Stabilitetspagt. Denne pagt forpligter bl.a. euro-landene til ikke at have underskud på de offentlige finanser, som overstiger 3 pct. af BNP, og deres offentlige gæld må ikke oversige 60 pct. af BNP. Sker det alligevel, skal landene pålægges bøder. Da de store euro-lande, Tyskland og Frankrig, imidlertid for fem-seks år siden fik offentlige underskud over den tilladte grænse, ja så ændrede man bare på reglerne!
Sådan noget styrker jo ikke euro-systemet troværdighed. Det gør det heller ikke, at Italien og Belgien fik lov til at gå med i euroen fra starten (1/1 1999), skønt den offentlige gæld i begge lande var på det dobbelt af de tilladte 60 pct. af BNP. I dag overskrider næsten alle euro-lande Vækst- og Stabilitetspagtens krav.
Det grelleste eksempel på, at euro-reglerne ikke overholdes, er Grækenland. Landet snød sig med i euroen i 2001. Grækernes indsendte bevidst forkerte oplysninger om deres statsfinansers tilstand til EU, og blev på dette falske grundlag optaget i euroen. Siden har de åbent erkendt, at tallene var "pyntede". Og hvad skete der så? Ingenting. Ikke mærkeligt, at tilliden til eurosystemet nu vakler.
For tyskerne må euro-eksperimentet opleves som et mareridt. De havde før 1999 deres egen solide D-mark, og deres egen pengepolitik, som de selv styrede. Nu har de fælles penge og centralbank med bl.a. GISP-landene, som de er tvunget til at støtte med lån for at euro-systemet kan overleve. Og de kan ikke mere selv bestemme renten i deres eget land. Det har kostet tyskerne hundrede tusinder af flere arbejdsløse.
Tyskland har nemlig i det meste af de seneste tiår haft behov for en lavere rente for at få mere gang i den økonomiske vækst og få nedbragt den høje arbejdsløshed.
Omvendt har Spanien og Irland haft brug for en højere rente for at bremse pris- og lønstigningerne og modvirke en overophedning af deres økonomier. Hvad gjorde eurobanken, ECB, så? Den fastsatte renten et sted mellem de to yderpunkter - for høj for tyskerne og for lav for spanierne og irerne. Resultat blev en unødig høj arbejdsløshed i Tyskland og unødig meget inflation i Spanien og Irland.
Hvis den menige tysker var klar over, at flere hundredetusinder tyskere har gået arbejdsløse på grund af landets euro-medlemskab - ja, så ville der formentlig blive oprør i landet. I forvejen er euroen ikke særlig populær blandt tyskerne.
Det er ufatteligt, at regeringen og de store partier i Folketinget stadig ønsker Danmark med i euroen. Gør kendsgerninger da slet ikke indtryk?
Kendsgerningen er jo, at Danmark de sidste ti år har klaret sig flot uden for euroen. Vi har i alle årene haft lavere arbejdsløshed og bedre statsfinanser end i euro-zonen. Vi har i hele perioden haft overskud på betalingsbalancen over for udlandet, således at vores udenlandsgæld nu er væk og forvandlet til tilgodehavender i udlandet. Euro-området kører i modsætning til Danmark nu med valutaunderskud.
De økonomiske skræmmebilleder, som blev malet op for ti år siden, er blevet gjort grundigt til skamme. Det skete endda straks efter det danske euro-nej. Dagen efter folkeafstemningen steg de danske aktiekurser nemlig! Jo, de steg! Og da kurserne senere på efteråret faldt, var faldet mindre end i andre EU-lande.
Forudsigelserne om en højere dansk rente blev også gjort til skamme. Før folkeafstemningen indgik jeg på et debat-møde om euroen et væddemål med Venstres Gitte Lillelund Beck om renteudviklingen i Danmark i tilfælde af et nej til euroen. Hun var som sit parti glødende tilhænger af euroen og påstod, at renten ville stige markant, hvis det blev et nej. Det gjorde den som bekendt ikke. Jeg vandt væddemålet og tre flasker rødvin.
Op til afstemningen for ti år siden fremkom regeringen og erhvervsfolk med dystre spådomme, hvis danskerne stemte nej til euroen: Vi ville som et nej-land blive isolerede i EU, sat uden for indflydelse, og udlandet ville ophøre med at investere i Danmark.
I dag ved vi, at sådan gik det ikke. I september 2003 stemte svenskerne også nej til euroen. Det var endda et større nej end de danske. Siden er det som bekendt gået fint også for svensk økonomi, og også i Sverige er der i dag et klart flertal imod euroen.
I 2005 stemte et flertal i både Frankrig og Holland nej til forslaget om en EU-forfatning, og i 2008 stemte et flertal i Irland nej til EU-forfatningens efterfølger, Lissabon-traktaten. Så vi er bestemt ikke mere det eneste nej-land i EU, og vi er da heller ikke blevet isoleret.
Realiteten er, at her på tiårsdagen for den danske folkeafstemning er euroen i dyb krise - ikke kronen. For to år siden oplevede vi et meget voldsomt pres på kronen, men denne valutakrise blev overvundet af Nationalbanken på få måneder og uden at det blev et problem for erhvervslivet eller befolkningen. Massive støtteopkøb efterfulgt af en beskeden forhøjelse af renten fik pengene til at strømme tilbage til Danmark igen. Derfor kunne vi hurtigt sænke vores rente igen.
Hvorfor? Fordi tilliden til den danske økonomi og til kronens værdi er høj. Euroen har udviklet sig til et mareridt. Der er god grund til at fejre resultatet af folkeafstemningen for ti år siden.