Årtiers benægtelse af Unionen

Danskerne er som udgangspunkt ikke negative over for EU, men positive over for dansk folkestyre og selvbestemmelse. Denne positive holdning indebærer helt logisk en skepsis over for unionsudviklingen, som jo undergraver dansk selvbestemmelse og demokrati.

Af Frank Dahlgaard, cand. polit.
Sådan blev en JA-siger til en NEJ-siger:

Ved EF-folkeafstemningen i 1972 siden stemte 63,3 procent af danskerne ja til dansk medlemskab af det europæiske fællesskab. EF, som det hed dengang.

Siden har vi haft yderligere fem folkeafstemninger omkring EF-/EU-forhold, men aldrig er ja-procenten kommet så højt op, som den gjorde ved den første folkeafstemning den 2. oktober 1972.

Dét betyder imidlertid ikke, at danskerne har fortrudt beslutningen om medlemskab af EF/EU.

Meningsmålinger viser, at der fortsat er et solidt flertal for vort EU-medlemskab, og denne artikels forfatter tilhører dette flertal.

Men meningsmålingerne viser også, at det danske folks ønske om at være med i den europæiske klub ikke betyder, at vi ønsker at sige ja og amen til alt, hvad der kommer fra Bruxelles.

Ved EF-debatten forud for folkeafstemningen den 2. oktober 1972 var alle de velkendte EF-/EU-temaer oppe at vende: Økonomien, selvbestemmelsen, planerne om en møntunion, Europa-hæren, EF's udvikling i retning af en politisk union, osv.

Det blev imidlertid de økonomiske argumenter, som sejrede dengang. Og man kan tilføje: Det blev de kortsigtede økonomiske gevinster ved EF-medlemskabet, som skabte det store flertal af ja-stemmer.

EF-modstandernes ængstelse for en politisk union, som ville undergrave dansk folkestyre og selvbestemmelse blev fejet af banen. EF-modstanderne så "spøgelser ved højlys dag", sagde de ledende danske ministre og partiledere i 1972.

I dag er disse "spøgelser" imidlertid lyslevende realiteter. Således er EU's møntunion en realitet for 17 af de 27 EU-lande, og den interne grænsekontrol er faldet væk mellem EU-landene (bortset fra de britiske øer).

Vetoretten er beskåret med indførelse af flere områder med flertalsbeslutninger i EU, en fælles EU-udenrigspolitik er under opbygning, EU-nummerplader ses på de danske biler, og der er planer om et fælles EU-grænsepoliti ved de ydre EU-grænser.

Europa-hæren er ikke skabt (endnu), men en fælles EU-forsvarsdimension er etableret, og det samme er EU-borgerskabet og en masse andre ting.

Da jeg som ung i 1972 stemte ja til EF, havde jeg ikke drømt om, at det kunne komme så vidt.

Jeg troede på de ledende politikere, som dengang sagde, at EF-samarbejdet helt overvejende var et fornuftigt samarbejde omkring landbrug, fiskeri og samhandel. Der var en økonomisk gevinst for Danmark ved at gå med, mens det (på kort sigt) ville give problemer for dansk økonomi, hvis vi stemte nej.

Den politiske union var et "spøgelse", som fanatiske typer på venstrefløjen fablede om, sagde "de ansvarlige politikere". Og jeg troede dem. De fleste af disse politikere troede vist også selv på dét, de sagde dengang.

Endnu i 1986 sagde daværende statsminister Poul Schlüter, at Unionen var stendød. Enten løj han, eller også vidste han ikke bedre. Jeg tror egentlig på det sidste.

Men da vi i 1992 skulle stemme ja eller nej til den Økonomiske og Monetære Union, var det for mit vedkommende slut med at stemme ja. Nu var det tydeligt, hvor det bar hen: Mod en altomfattende politisk union.

Daværende økonomi- og markedsminister Ivar Nørgaard, som i 1972 sammen med statsminister Jens Otto Krag på Danmarks vegne skrev under på Rom-traktaten, er for længst stået af. Han anbefalede således danskerne at stemme nej til euroen ved folkeafstemningen i september 2000. "Det har aldrig været min mening, at det skulle komme så vidt", sagde han.

Nej, det var ikke Ivar Nørgaards mening, og næppe heller de fleste andre danske politikeres mening for 30 år siden.

Men sådan blev det altså alligevel. Og nu siger det store flertal af folketingspolitikere, at vi må følge med udviklingen i EU. Som om der er megen (selvstændig) politik i bare at følge med en udvikling, som andre har besluttet sig for.

Personlig har jeg ikke fortrudt mit ja i 1972 (og såmænd heller ikke mit ja til Det Indre Marked i 1986).

Jeg synes, at Danmark skal være med i den europæiske klub, og jeg håber i øvrigt også, at de østeuropæiske lande (samt Schweiz, Norge og Island) vil tilslutte sig EU-klubben.

Men jeg vil fastholde, at EU-medlemmer ikke skal være tvunget til at sige ja og amen til alle forslag om harmonisering, og jeg vil fastholde, at Danmark ikke er noget dårligt EU-land, fordi vi har fire forbehold over for EU-samarbejdet.

Fra modstanderside har det været hævdet, at man i 1972 kørte en grundløs økonomisk skræmmekampagne for at få folk til at stemme ja. Heri er jeg trods alt ikke enig.

Nok kørte man ensidigt på flæskepriser og økonomiske argumenter, men havde et flertal stemt nej i 1972, så havde det uden tvivl kunnet mærkes på dansk økonomi. Og også kunnet mærkes negativt for den enkelte dansker.

Truslen om en dansk devaluering i tilfælde af et nej, var helt sikkert ikke nogen tom trussel. Det ville formentlig være det mest fornuftige at gøre i tilfælde af et nej-flertal.

Situationen var nemlig dengang, at vores meget store eksportmarked for landbrugsvarer, nemlig Storbritannien, havde besluttet sig for at gå ind i EF. Hvis Danmark derfor blev udenfor, ville dansk økonomi befinde sig i en ny og værre situation, fordi vi da ville stå uden for EF's fælles landbrugspolitik, med et England indenfor.

De økonomiske vismænd skrev i deres rapport "Markedsperspektiver og strukturproblemer" forud for EF-folkeafstemnigen i 1972, at konklusionen var éntydig: Blev Danmark uden for EF, mens Storbritannien gik ind, ville landbrugseksporten og dansk økonomi blive øjeblikkeligt og mærkbart ramt. På længere sigt ville den økonomiske forskel for Danmark mellem et ja og et nej være mere tvivlsom, fordi vi ville tilpasse os den nye situation.

Den økonomiske EF-fordel var altså en kortsigtet fordel.

Blev EF-medlemsskabet så en økonomisk fordel for Danmark?

Svaret er ja. Men det bør tilføjes, at en meget stor del af den økonomiske gevinst ved EF-medlemsskabet tilfaldt landmændene dengang, fordi prisen på deres landbrugsejendomme sprang voldsomt i vejret i samme øjeblik, der var stemt ja.

Eller for at udtrykke det på økonom-sprog: EF-fordelen på landbrugsområdet blev umiddelbart efter EF-folkeafstemningen i 1972 kapitaliseret i form af højere priser på landbrugsjord. Det var altså landmændene dengang, som scorede gevinsten - ikke de, som senere overtog gårdene og blev landmænd. De måtte nemlig betale meget høje priser for landbrugene. Dermed betalte de i realiteten for EF-fordelen. Og en fordel, man betaler for, er ikke nogen fordel.

Det er en sejlivet myte, at danskerne er negative over for EF/EU. Realiteten er, at vi danskere er specielt glade for vores folkestyre. Dét dokumenterer meningsmålinger foretaget på EU-initiativ det ene år efter det andet: Intet andet folk i EU er så glade og tilfredse med det nationale demokrati, som vi danskere er.

Når det forholder sig sådan, siger det næsten sig selv, at danskerne også må være mest ængstelig over for, om EU-direktiver undergraver vort elskede folkestyre.

I stedet for at fremhæve danskernes bekymring over unionsudviklingen, burde man fremhæve vores tilfredshed med det danske folkestyre. Det er nemlig to sider af samme sag. Vi er i udgangspunktet ikke negative over for EU, men positive over for dansk folkestyre.

Man skal være meget union-fanatisk for at betegne dét som noget negativt.